Anabel kom med den energi, Total Wind havde brug for

Hjem » Nyheder » Anabel kom med den energi, Total Wind havde brug for

annabel
Jani Hillebrand Aunskjær (th), Global QHSE Manager på Total Wind i Brande, og Anabel Logroño Chico (tv), der er i praktik som grøn forandringsagent, foran virksomhedens nyeste erhvervelse: Verdens højeste byggekran med en hook heigh på 179 m og en løfteevne på 125 ton.

9. maj 2016
Jani Hillebrand Aunskjær, Global QHSE Manager på Total Wind i Brande, hørte første gang om de grønne forandringsagenter på LinkedIn:

“En i mit netværk spurgte, om det kunne være interessant for os at tage en i praktik, og vi slog til, da vi netop på det tidspunkt havde opgaver, hvor profilen kunne passe”, fortæller hun.

Historien har en særdeles happy ending: Anabel Logroño Chico, der fik praktikpladsen – bliver fastansat og Total Winds miljøregnskab forbedret.

“Vi har fået samlet masterdata, så vi nu har fundamentet på plads til at gå videre og se på: Hvor er vores belastninger? Hvor kan vi få det største impact i vores arbejde med at bruge færrest muligt af jordens ressourcer?” fortæller Jani Hillebrand Aunskjær.

Indsatsområderne systematiseret

Hun er selv uddannet som miljøtekniker – foruden at hun er uddannet i ledelse – og da hun hørte om de grønne agenter, stod hun med for få kræfter og en række opgaver på miljøsiden, bl.a. skal Total Wind recertificeres.

“Vi kunne se, der var opgaver, der ikke var løftet godt nok, og at vi ikke havde nok fokus på miljøsiden, men vi havde ikke energien. Det fik vi så med Anabel, og vi fik indsatsområderne systematiseret og fik headlines på. Vi har opgraderet vores miljøstandarder og kortlagt vores brændstofforbrug, ligesom vi har gennemgået vores affaldshåndtering.  Vi har lavet en database med informationer om vores biler, hvilket brændstof de bruger og hvor meget – og vi har også set på, hvilket footprint vi afsætter. Den base bliver meget værdifuld, når vi skal bestemme, hvilke biler vi skal satse på fremadrettet”, siger hun.

Anabel Logroño Chico har ikke blot set på miljømæssige, men også økonomiske forbedringer:

“Sparede kroner og ører er altid en god businesscase”, siger Jani Hillebrand Aunskjær.

11 lande på 3 kontinenter

Brændstof er en stor post i Total Wind, som arbejder i 11 forskellige lande på 3 kontinenter. Firmaet er i dag specialiseret i nøglefærdige løsninger inden for transport, installation, service og vedligeholdelse samt salg af reservedele til vindmøller – onshore såvel som offshore. Globalt er der ansat ca. 700 mennesker i firmaet, og af dem arbejder 60-70 på hovedsædet i Brande. Ca. 100 kører rundt som montører i Danmark.

“Det giver særlige udfordringer, at tingene foregår i Rødbyhavn, i Polen, Tyrkiet eller Brasilien – vi kan ikke bare gå ud i baglokalet og se, hvad der sker”, siger Jani  Hillebrand Aunskjær.

Bachelor fra Madrid og cand.merc fra SDU

Anabel Logroño Chico skal arbejde med både fysisk miljø og arbejdsmiljø i sit nye faste job i Total Wind. Hun er spansk, har en bachelor fra ESERP i Madrid i business og turisme management fra 2004.
Hun flyttede til Danmark, da hun mødte sin danske mand, og startede med at lære sig sit nye sprog. Derefter blev hun cand.merc. fra Syddansk Universitet og i 2015 grøn forandringsagent fra Designskolen Kolding/ Green Network Vejle.

Kurserne tilbydes til mennesker med en videregående uddannelse, og det er Miljøstyrelsen, der står bag økonomisk.


Anabel Chico om sine erfaringer fra praktiktiden:

“Det har været meget givende at komme ud i den virkelige verden og arbejde med de udfordringer, der kommer, når man prøver at løfte miljøet højere op på prioritetslisten.

Opgaven med at miljøkortlægge virkede tidligere uoverskuelig, fordi medarbejderne har for travlt – og fordi det kommer oveni de opgaver, de har i forvejen. Der oplever man sig som en stor hjælp, når man kommer som grøn forandringsagent.

Når man har kortlagt miljøet og fundet ud af, hvordan man kan måle og registrere – for eksempel brændstof – begynder de, der arbejder med det, pludselig at interessere sig for opgaven. Motivationen for at minimere negativ miljøpåvirkning vokser, specielt når man kan vise, at det er penge at spare!

Det er en lang og kompleks proces, men der er spændende at se, at det kan lade sig gøre.”

Læs mere om Total Wind her: http://www.totalwind.com/

 

footer_kun_logoer